Det er svært at tale om Island uden på et eller andet tidspunkt at komme ind på de islandske heste. Ligesom den islandske fårehund kom islandske heste til Island i vikingetiden og har med tiden udviklet og forfinet de egenskaber, der i dag gør hesteracen så populær.
Baggrundsviden om islandske heste
Islænderen blev først indført til Island af vikingerne, og var udelukkende en stærk brugshest. Landskabet på Island har øget hestens styrke og udholdenhed, så selvom den i højde ikke er ret stor, så skal man ikke forklejne dens egenskaber.
Med industrialiseringen gik det dog ned af bakke for behovet for islænderen og mange blev slagtet. Nogle blev dog sendt til Europa, hvor deres gemyt og særegenhed vandt indpas.
I dag er islænderen derfor igen populær og er en af Islands store eksportvarer. Men for at holde racen ren og forhindre sygdomme, der kan true racen, så vender en islænder aldrig hjem, hvis først den har forladt Island.
Lille og stærk
Islænderen går omkring 140cm i stangmål og er derfor en relativt lille og tæt hest. Til gengæld er den utrolig stærk og kan bære både børn og voksne.
Noget af det der lægges vægt på fra avlsside er tydelig arbejdsglæde og løbeglæde. Det viser nemlig hestens temperament, som typisk er arbejdsomt og venligt.
En anden ting, måske den vigtigste ting, som islænderen er kendt for er gangarterne tölt og pas. Det er gangarter der er næsten unikke for islænderen, men ikke alle islændere behersker gangarterne lige godt. Derfor skal de trænes, typisk efter 5 års alderen, og der afholdes stævner, hvor gangarterne netop er det der konkurreres på.
Se Island fra en hesteryg
Man kommer næppe tættere på Island end på en islænderryg.
Udover at islænderen er indbegrebet af Island, så har du på en islænderryg direkte kontakt med vejr og vind, dufte og dyreliv. Du er ikke gemt væk i en bus eller jeep, hvis vejret pludselig skifter, hvorfor fornuftig påklædning selvfølgelig er et must.
Selvom dét kan få de mest komfortable turister til at tøve, så opvejes muligheden for regnskyl af at alt ved Islands natur bare er dét tættere på. På hesteryggen har du friheden til at standse, hvis der er noget, der skal dvæles ved. Og det er der masser af på Island.
At opleve Island på hesteryg, eller Horseback Riding, som du også kan opleve at det oversættes til, er blevet en ret populær måde at opleve Island og derfor er det også nemt at finde gode guider, der i større eller mindre grupper kan tage dig med ud på naturoplevelse. Du kan få oplevelser fra et par timer og op til flere dage, så det er dit temperament, der sætter dagsordenen. Nogle hoteller er endda bygget helt og holdent op omkring de robuste islændere.
Det gælder for eksempel Hotel Eldhestar, som du finder ikke ret langt udenfor Reykjavik i Ölfus. Her har du passionerede medarbejdere og guides, der står klar til at vise dig Island og islænderen fra den bedste side. En del kommer faktisk langvejs fra for at hjælpe gæsterne i højsæsonen.
Derudover findes der selvfølgelig også adskillige pakkeløsninger ved turistbureauer, så du kan få sammensat hele din rejse til at passe dine behov og ønsker.
Sagt kort, så er Island oplevet på hesteryg fuldstændigt uforglemmeligt – uanset vejret. Du kommer næppe tættere på naturen og mens man rider afsted og kommer til at tænke over hvor essentielt islænderen har været for sammenhængskraften på Island, så mærker man den der meget ydmyge følelse af at være en lille bitte prik i historien.
Kun en kæmpe opfordring og anbefaling herfra til at få det prøvet af.
Læs blandt andet artiklen om Island i november og find ud af hvorfor november er en rigtig god måned at besøge vulkanøen.